Buchwalds Bogbutik slog dørene op 3. februar 2023 med ambitionen om at gøre en positiv forskel for Gilleleje og omegn. Kernen i vores udvalg af bøger er præget af det, vi selv kan lide, og er nysgerrige på. Vi har særligt øje på skønlitteratur for voksne såvel som unge, klassikere, krimi og spænding, ”fagbøger” for børn, historie spændende fra det politiske til det person relaterede og bøger om lokalområdet – Det være sig om attraktioner, historiske begivenheder og tanker/inspiration udsprunget fra Gilleleje og de Nordsjællandske kyster og opland.
Hos os møder du en forventning om en renæssance for den fysiske bog, hvor både sansningen og fantasien er involveret. Den nye bog med dens særlige duft og de nærmest jomfruelige sider, som kalder på fordybelse. Når du ser TV; når du bladrer i et magasin, kan du samtale imens. Det kan du ikke, når du læser. Du må gå ind i dig selv og fordybe dig. Skabe billeder i dit hoved. Du henter billeder fra dine egne minder, dine egne billeder frem. Bogen er som en fortryllelse. Med en bog skaber vi os ikke. Der er ikke et spejl i bøger. Vi behøver ikke altid se os selv udefra. For der er noget større på spil. Med en bog er du fuldt til stede i dit eget liv, og det er et skønt afstressende middel.
Foruden bøger finder du i butikken lidt kunsthåndværk, der er med til at bibringe butikken dens loungestemning samt puslespil og udvalgte papirvarer og kontorartikler.
Menneskene bag
Jeg ejer og driver Buchwalds Bogbutik. Jeg sammensætter sortimentet i tæt parløb med min hustru Tina. At åbne en boghandel i Gilleleje er en fælles drøm, som jeg nu har fået mulighed for at realisere efter i mere end 25 år at have varetaget patentområdet i en stor international dansk virksomhed.
Vi er drevet af en fælles passion for bøger og en stor samfundsinteresse. Sammen spænder vi bredt lige fra naturvidenskaben til teologiens verden.